Kender du det? Du har sat dig godt til rette i din ynglingsstol. Alt er indenfor rækkevidde; strikkepinde, strikkeopskrift, maskemarkører, det lækreste garn, og måske en dejlig kop te/kaffe eller hvad du synes fuldender din strikkestund. Nu venter en dejlig stund i kreativitetens tegn.
Men hvordan ved du, hvilket garn du skal bruge? Hvilken effekt det har? Hvor det kommer fra? Det kan faktisk være en jungle at finde rundt i. I guiden herunder finder du information om forskellige garntyper og deres egenskaber.
Helt grundlæggende er garn fremstillet af enten naturlige eller syntetiske fibre.
Naturfibre stammer fra planter eller dyr. Plantefibre består af cellulose, og omfatter bl.a. bambus, hør, bomuld, hamp, nælder m.fl. Fibrene fra dyr består af protein og omfatter uld fra bl.a. får, alpaka, lama, moskus, kashmir, vikunja (en kamelart), angora, yak og silke (spundet af larver).
Syntestiske fibre er kunstigt fremstillede stoffer, hvor nogle er oliebaserede såsom bl.a. nylon, polyamid, polyester og akryl, og andre er vegetabilsk fremstillet såsom bl.a. rayon, tencel og viskose.