Strikkeudstyr

Hvilket udstyr skal jeg bruge?

Strik er utroligt populært i alle aldre. De fleste kan være med, og det kræver ikke så meget at starte op – garn og strikkepinde, så er du klar til at gå i gang.

Når du skal vælge størrelsen på dine strikkepinde, skal du altid kigge på banderolen på det garn, du har valgt. Her står, hvilken størrelse pind der skal bruges.
Men det kan som nybegynder være svært at finde rundt i det store udvalg af strikkepinde, garner, teknikker, opskrifter og tilbehør.

Herunder finder du en overskuelig gennemgang af de materialer, du kan have brug for, når du skal strikke.

Strikkepinde

Der findes et hav af strikkepinde. Nogle sværger til jumperpinde, mens andre udelukkende bruger rundpinde. Skal du strikke strømper, er strømpepinde det rigtige eller rundpinde, hvor du anvender Magic Loop. Lad os gennemgå de forskellige typer af strikkepinde:

Rundpinde

Rundpinde er 2 lige pinde samlet med et nylonsnor (wire) i midten. De fås i forskellige længder. De er gode til at strikke rundt med, hvis du f.eks strikker en bluse. Mange bruger dem også til at strikke frem og tilbage med til f.eks cardigans. Fordelen ved rundpinde er, at du slapper mere af i arme og skuldre og undgår smerter ved længere tids brug.

Det kan være en hel videnskab at hitte rede i, hvilket mærke og materiale du skal vælge. De fås i aluminium, træ (bambus, birketræ), stål, plast. Det kan være svært at vælge, så mit råd er: prøv dig frem, og vælg det, der føles rarest for dig. Vær opmærksom på de forskellige tykkelser (str.) og længder, de fås i.

Udskiftelige rundpinde: Med udskiftelige rundpinde kan du skifte både pindestørrelsen og længden på wiren. De fås både enkeltvis og som sæt og må siges at være en god investering, hvis du strikker meget og over en længere periode. Der findes mange mærker som ChiaGoo, Drops, Knit Pro m.fl.. 

JUMPERPINDE

Jumperpinde er 2 lige pinde med en knop i enden. Det er nok dem, vi kender bedst. De er det bedste valg, hvis du er nybegynder, da du her undgår at garnet falder af pindene i den ene ende, da knopperne i enderne fungerer som stopklodser. De kan være hårde og anstrengende at sidde med, hvis du strikker meget og længe, da du nemt kommer til at spænde i arme og skuldre.

Strømpepinde

Som navnet antyder, bruges strømpepinde ofte til… ja strømper. De er spidse i begge ender, og du strikker rundt ligesom med rundpinde. Du bruger typisk mellem 4-5 pinde ad gangen og strikker rundt. Du har maskerne fordelt på tre-fire pinde og strikker med den fjerde-femte. De er også gode til mindre projekter såsom ærmer, huer og lignende, hvor det kan være svært at nå rundt med jumperpinde eller rundpinde.

Hjælpepinde

Hjælpepinde bruges til at strikke snoninger og er perfekte til at holde maskerne, inden de skal strikkes. Det fungerer sådan, at den ene halvdel af maskerne flyttes over på hjælpepinden, herefter strikker du den anden halvdel, og til sidst strikkes maskerne på hjælpepinden tilbage på strikkepinden.

Hjælpemidler

Blokkingnåle

Det kan være nåle eller en slags små kamme, som bruges til at strække dit strik ( f.eks et sjal) i facon i våd tilstand på et underlag, som kan tåle, at du sætter nåle i, f.eks skummåtter. Du sætter det blot på plads hele vejen rundt i kanten på dit projekt og lader det sidde, indtil det er tørt. De er oftest udført i rustfrit stål, så de kan tåle det fugtige strikketøj.

Cedertræ

Det er så ærgeligt, hvis dit store smukke strikkeprojekt i ren uld ender med at blive spist af forskellige skadedyr som møl eller sølvfisk. Derfor kan det være en god idé at investere i cedertræ, som de små væsener absolut ikke bryder sig om. Det er et rent naturmateriale og en enkel og langvarig beskyttelse af dit garn. Det er vigtigt at slibe dem let indimellem, så der kan afgives duft fra dem. Du kan også lægge dem i en pose natten over med lidt cedertræsolie. Du lægger dem blot blandt dit strikketøj, stakke af strik eller nede blandt dine garnnøgler. De fås i mange varianter såsom kugler, ringe og klodser og er forholdsvis billige at anskaffe.

Garnholder

En garnholder ligner en køkkenrulleholder med en rund flad bund med en stav i midten til at holde garnnøglet på plads. Fordelen ved denne er, at du ikke behøver at finde garnenden inde i et nøgle, men blot kan sætte den på pinden og lade den dreje på garnholderen.

Garnspiralholder

En garnspiral-holder er en fingerring af enten stål eller plastik. Den har den funktion at holde styr på flere garner, når du f.eks strikker mønstre i flere farver.

Garnvinde

Har du garn i bundter, er det nødvendigt at vinde dem op, inden du bruger garnet, da det ellers kan gå i kludder – til stor irritation. Der er flere muligheder: Du kan vælge at lægge garnet rundt om to stolerygge og vinde det op, eller du kan bede din bedre halvdel eller en god ven om at sidde med det i hænderne, imens du vinder det op. Det kan være meget hyggeligt, men en garnvinde er nu mere effektiv.
En garnvinde er et redskab/stativ, hvor du spænder bundtet på og drejer det rundt, så du kan samle det til et garnnøgle.
De fås både i træ og plastik.
Skal det gå endnu hurtigere, kan du kombinere garnvinden med et krydsnøgleapparat. De hører næsten automatisk sammen, da du via garnvinden ruller garnnøglet på krydsnøgleapparatet.

Krydsnøgleapparat

Et krydsnøgleapparat er et smart redskab til at vinde garnnøgler. Det kører næsten automatisk, når du sætter garnenden fast og drejer på håndtaget og samler garnet fra garnvinden. De fås i mange varianter og kvaliteter.

Maskefangere

Har du tabt en maske, er det enkelt at redde den med en maskefanger. Den består af et skaft med en nål i enden med en krog, som kan lukkes. Du stikker krogen igennem masken, og lukkemekanismen slutter derefter automatisk til krogen og lukker. Du kan nu nemt få masken op igennem dit strikketøj og på pinden igen. Du kan, ved nogle, hænge den om halsen, så den er lige ved hånden. Det kommer selvfølgelig an på, hvor tit du taber dine masker.

Maskeholdere

Maskeholdere bruges, som navnet antyder, til at sætte masker ”på hold” eller parkering om du vil, når du ikke skal strikke dem. Det kan f.eks. være, at du skal sætte dine ærmer ”på hold”, imens du strikker for- og bagstykke.

De fås både som en slags sikkerhedsnåle og som wire, som du sætter fast på spidsen af strikkepinden og trækker maskerne over på. Alternativt kan du såmænd også bruge garn, som du trækker igennem maskerne.

Maskemarkører

Maskemarkører er en fantastisk hjælp, når du skal holde styr på dit strikketøj – ja, nærmest uundværlige. Det kan være at markere et punkt i dit strik, sidesømme, indtagninger/udtagninger, farveskift og meget andet. Der kan snildt være mange i et strikketøj afhængig af sværhedsgrad, og hvad du laver i dit strikketøj. Med maskemarkører slipper du for at skulle tælle hele tiden eller holde øje med, hvor langt du er nået. De fås i forskellige udgaver fra de helt enkle til luksusudgaven, som giver dig ekstra strikkeglæde ikke kun i hænderne men også for øjet. I nogle opskrifter står der indimellem ”sæt en maskemarkør” af den simple grund, at du skal bruge det til næste runde, hvis du f.eks strikker mønsterstrik eller skal tage ind eller ud i næste omgang. Fælles for dem er, at de ofte er lavet i et let materiale, så du undgår for meget tyngde i dit strikketøj. Du kan gøre det helt simpelt og bruge et stykke garn, eller du kan gå all in ved at lave dem selv og få et meget smukt og personligt arbejdsredskab til dit strikketøj. 

De forskellige typer:

Lukkede maskemarkører:

Omgangsmarkører/faste markører: Bruge når du strikker rundt. Når du har nået en omgang, møder du denne strikkemarkør. Som lidt ekstra belønning kan du jo vælge at denne markør skal være i luksusklassen. De bruges også til at holde styr på f.eks. mønsterdiagrammer eller ind- og udtagninger. De er lukkede og kan derfor ikke tages af pinden, men løftes med rundt når du strikker. De er nemme og gode til at have mange på pinden og fås i mange materialer, farver og former.

Åbne maskemarkører:

Markører som sikkerhedsnåle: Bruges til at markere én bestemt maske et bestemt sted på pinden – f.eks hvis du har tabt en maske eller skal have styr på indtagningerne et bestemt sted. De ligner små sikkerhedsnåle, kan fjernes igen, og som de faste markører fås de også en mange farver og udformninger. De kan såmænd også bruges som faste markører.

Splitmarkører: Bruges til at markere et sted, f.eks en tabt maske. De er åbne, og er nemme og hurtige at sætte af og på, hvor du har brug for det.

Omgangstællere

Omgangstællere fungerer som tæller/markering af hver omgang på strikkepinden. For hver omgang drejer du på omgangstælleren, som holder regnskab med, hvor langt du er kommet. Du undgår at skulle sætte håndskrevne streger på papir, som du så kan risikere, bliver væk. Der findes mange forskellige typer omgangstællere. Du kan sætte den på din finger, du kan hænge den om halsen eller håndleddet, eller du kan sætte den på pinden. De kan være manuelle eller digitale. Der er lidt gadget over dem, og tit får du dem som en lille gave ved køb af andet fra en strikkebutik – og hvem holder ikke af at modtage små gaver.

Opskriftsholder

En opskriftsholder er en foldbar mappe, hvor du ved hjælp af magneter og en linieal kan sætte din opskrift fast, så du kan holde styr på, hvor langt du er nået i et mønster eller diagram. Du kan skråtstille den, så du har et godt overblik over din opskrift. Der er ofte lommer med plads til f.eks tuscher, sakse, magneter og hvad du nu ønsker at have i den. Den fås i flere størrelser og varianter. Ofte med et flot stof udenpå.

Pindemåler

Pindemålere er et rigtigt godt redskab til at sikre dig den rette pindestørrelse. På de fleste strikkepinde står størrelsen på, men det bliver hurtigt slidt væk. Med en pindemåler tjekker du nemt størrelsen. Du putter blot din strikkepind ind i de forskellige huller på måleren, og finder nemt størrelsen på din strikkepind. Pindemålere har tit flere andre funktioner såsom lineal, strikkeberegner, når du skal tælle masker og udregne din strikkefasthed. Ja, nogle har endda indbygget trådskærer.

Pindestopper

Hvis maskerne har en tendens til at hoppe af pinden i enden uden stopper, hvis du er på farten, eller hvis du skal prøve dit strik undervejs, er maskestoppere en rigtig god idé. De kan også fungere som spidsbeskyttere, så du undgår, at de går i stykker.

De fås i mange udgaver, materialer og farver. Lige fra plastik til kork og i form som vingummibamser til helt enkle dupper. 

Sakse

Enhver strikker må have sin egen lille fine strikkesaks – ja, måske endda et par stykker af dem. Det dur ikke med en grov køkkensaks, når du f.eks. skal hæfte ender. En strikkesaks er perfekt til at klippe garn og tråd over, især når du hæfter ender og skal klippe tæt på strikketøjet. De fås i alle afskygninger lige fra den håndsmedede i stål til den æstetisk smukke storkesaks i ”guld” med det lange spidse ”næb”. De fås naturligvis også med etui, så du undgår at der sker skade i strikketasken, når du er på farten.

Strikkeclips

Strikkeclips er geniale til at holde sammen på dit strik – især når du skal montere. Du clipser simpelthen de enkelte dele (ærmer, ryg og forstykker) sammen, inden du syr. De fås i et væld af farver.

Strikkefingerbøl

Dine fingre kan godt blive overbelastet af den samme bevægelse af garn, som kører over fingeren/fingrene, hvis du strikker i længere tid ad gangen. Her kan et fingerbøl gøre underværker, så du beskytter dine fingre, hvis skaden er sket, eller måske før den sker. Fås i flere typer materialer som plastik eller stål.

Strikkekalkulator

Skal du f.eks. beregne, hvor mange masker du skal slå op til dit projekt og gerne vil slippe for hovedregningen, er en strikkekalkulator en rigtig god opfindelse. Du kan beregne, hvor mange masker og rækker du skal bruge pr 10 cm. Med udgangspunkt i din strikkeprøve lægger du simpelthen rammen på kalkulatoren hen over din strikkeprøve, hvorefter du kan tælle antal masker og rækker typisk per 10 cm. Herefter indstiller du pilen til det antal masker, du netop har talt, og kan nu aflæse, hvor mange masker og rækker du skal bruge til en given størrelse. Strikkekalkulatorer findes også med flere indbyggede funktioner såsom pindestørrelsesmåler og strikkefasthedsskabelon.

Strikkenåle

Monteringsnåle, stoppenåle eller uldnåle – det er stort set det samme redskab, du bruger, når du har strikket alle delene til din trøje og nu skal sy delene sammen. Her er en monteringsnål et vigtigt værktøj. Monteringsnålen er stum i spidsen, så du nemmere kan sy i dit strikketøj. Nogle har et nåleøje af nylonwire, som gør den langt mere fleksibel end et almindeligt nåleøje – især hvis du arbejder i tykkere garner. Og så er den tilmed nemmere at tråde. Andre er formet som almindelige nåle, bare tykkere og længere.

Strikkeskåle

En strikkeskål er en rund skål udformet med et spirallignende hul i siden, hvor dit garn løber igennem, så du kan holde styr på dine garnnøgler, så de ikke stikker af fra dig ind under sofaen eller tager himmelflugt ud i rummet. De er ofte udført i lækre materialer som træ, porcelæn eller keramik og kan variere meget i pris. De ligger som regel i den dyre ende, men må til gengæld være indbegrebet af ren æstetisk nydelse.

Opbevaring

Strikkepinde-etui

Det må næsten være et must at have et etui, hvor du har dine strikkepinde med tilbehør samlet. Der findes et hav af hjemmesyede modeller med fine beskrivelser af, hvordan du syr det selv. Du kan også købe dig et. Knit Pro har f.eks fine æsker med deres strikkesæt, hvor du har det hele samlet, men også stof-etuier kan købes. Kun fantasien sætter grænser for, hvilken type du kan/vil bruge.

Strikketasker

At eje en smuk strikketaske til at have dit unikke strik og strikkeudstyr i, må være det ultimative for en strikker. Der findes en masse på markedet i alle mulige materialer og udformninger. De kan være af læder, plastik, stof og andre materialer, men én ting har de til fælles: De er uundværlige for en strikker på farten. De er kendetegnende ved at indeholde mange rum i forskellige størrelser og former og kan også være smukke at se på. Det kan kun være fantasien, der sætter grænser for, hvilken strikketaske du ønsker, og hvad du synes passer til dig.

Finish

Etiketter

Vil du gøre dit færdige strik personligt, kan du sy en etiket på. Det vil helt sikkert vække begejstring hos modtageren. Der er ingen grænser for indholdet og udseendet på etiketten. De findes som færdiglavede med tekst, men du kan også vælge at få dem trykt med din helt egen tekst. Du kan få dem vævede med midtfold, som du kan sætte i sidesømmen og endebuk, hvor du folder enderne og syr den på. Du kan også vælge læder til at sy på. De findes også som et langt bånd med teksten Handmade, som kan bruges som gavebånd. Under alle omstændigheder gør de dit strik personligt, og hvem vil ikke gerne det, når man har lagt en masse energi og tid i et smukt projekt.

Knapper

Knapper kan være et smukt og personligt præg på dit færdige strikkeprojekt. De giver den sidste finish, som gør det helt perfekt. De fås i mange varianter og i alverdens størrelser og udformninger.